Omkring 1800 var der ca. 75 stubmøller på Bornholm.
Stubmøllerne menes indført med lybækkerne i 1500tallet og var den almindelige vindmølletype, indtil de første hollandske møller indførtes på øen i slutningen af 1700tallet.
Større garde kunne have deres egen stubmølle, men ellers var møllerne selvstændige.
Der var frit møllen, så enhver kunne bygge sig en mølle; i det øvrige Danmark var det begrænset af et privilegium.
Stubmøllens konstruktionsprincip er, at selve møllen balancerer og bæres af en lodret kraftig “stub” midt i møllen.
På stubben ligger en ligeledes meget kraftig "stenbjælke", som hele møllekroppen hænger på.
Stub og sten­bjælke er stubmøllens vigtigste dele og her findes ofte indskårne navnetræk og årstal.
Stubben hænger på og støttes af kraftige skråstivere mod krydsfoden, som ofte er hævet fra terrænet med et kampestensfundament.
Hele møllen drejes op mod vinden ved hjælp af den lange svans, "stårten" (halen), som rager bagud pa møllen.
De bornholmske stubmøller havde et særtræk ved vingerne; vindfladen var forsynet med tynde træflager, “split”.
Afhængig af vindstyrken kunne vindfladearealet varieres ved påsætning af forskelligt antal træflager.