Graniteventyret Vang
TilbageAlmeløkken
Dér stod en mega-monsterstor maskine, som åd sig gennem bjerget.
Kvaste det larmende til skærver, mens melet stod den om munden.
Hér hvor du står kørte tonstunge lastbiler tonstunge blokke af granit ud til kanten og hældte dem i knuserens gab.
Forbrækkere, mellemknusere, pralmøller og sold.
Den var boltet til klippen, knuseren, mange meter ind, fastholdt.
Og dog rystede den.
Før den var en mindre.
Lidt længere omad bakken, og før den en mindre endnu.
Den blev fodret med hånden.
Men den sidste, monsteret, kom først sent. I 1991.
Politikere, embedsmænd, konsulenter havde overvejet, om ikke vi kunne levere skærver til forventede anlægarbejder i tidligere østtyskland.
Jo, Superfos ville kunne i Vang Stenbrud, med Almeløkken.
For det her hul hedder Almeløkken.
Og her kunne klippeknuseren stå og lægge sine skærver fra sig i vældige bunker på jorden.
900.000 tons på et år. Her var god plads til transportbånd.
Knusertarme.
Nu er den væk. Har borte taget den?
Nej den blev solgt og købt.
Og boltet til en klippe et andet sted i Polen nær grænsen til Tjekkiet.
Hør frøerne hvis det er sommer, eller stilheden hvis det er vinter, eller regnen på søen
