Graniteventyret Vang
TilbagePieren
Der var en dreng, som hed Niels.Han var søn af en Ernst, Petersen, som havde flere stenbrud.
Da Niels en dag var med sin far i Vang, så han dem køre sten væk over land til Hasle eller med transportbånd ud til skibe, som lå uden havn under båndets tre tynde tårne.
Når bølgerne gik højt, var det næsten umuligt.
Den dag indså Niels, at klippen skulle væk, sprænges ud til havet, og stenen køres den vej bort.
Tippes fra en mole hvor både kunne bindes fast.
Niels sagde det ikke til nogen, men 40 år senere sprængte han selv slugten og byggede molen.
Sludder. Det satte han folk til.
Men det var ikke let, for klippen var rådden. Dog det gjaldt stenene til Storebæltsforbindelsen, så slugten blev sprængt.
Store jernpramme lå ved molen her og blev under bulder og brag lastet med blokke af granit eller mere susende med skærver.
Dag ud og dag ind.
For Storebæltsforbindelsen er stor. Sprogø Vang. Vang Sprogø.
Halen på molen, som slynger sig kækt ud i havet, kom først til sidst. Efter Murens fald.
Hvilken mur? Berlinmuren, som skilte Tyskland i to. Et Øst og et Vest. Efter Murens fald kunne vi sælge skærver til opdatering af østtyske veje og fabrikker.
Pramme var ikke længere nok. Skibe skulle der til.
Større dybde og en ydermole.
Men det blev aldrig helt stort. 900.000 tons om året da det kørte.
Men det kørte ikke særlig længe. Markedet svingede dér, og hér gik kampen om miljøet for alvor i gang.
Nu er pieren overgået til rekreative formål.
Og til minde om dengang industrien lagde vejen forbi.
