Granit Eventyret Hammeren
TilbageHammerhavn
Allinge-Sandvig oplevede i 1872 en stormflod som trak tænder ud. Som et plaster på såret overlod staten ejendomsretten over Hammerknuden til den fattige kommune.
De solgte resolut hele området til en tysk forretningsmand med store drømme.
Evnerne rakte måske ikke til drømmene,
så i 1884 solgte han området videre til en tysk baron Ohlendorf.
Han havde store planer. Og evnede at realisere dem.
Ohlendorf havde tjent formuer på at sejle mågelort fra Chiles kyster til Europa for at sælge det som kunstgødning.
Nu ville han gøre stenhuggernes håndværk til en industri.
Den nordlige halvdel af Tyskland ville med fordel kunne købe sten fra Bornholm.
Trafikken tog til alle steder. Transport af varer og mennesker.
Granitsten var fra først af denne færdsels grundlag.
Som brosten og chaussesten til veje, vandbygningssten til kanaler og havne. Og så skærver til støbning og veje. Knuste klipper.
Sellberg:
Tyskerne byggede ogsaa Hammerhavnen. Tyskerne havde köbt hele Hammerpartiet som strækker sig fra Hammerhavnen runt hele kysten til Sandvigbugten og op hvor Langelinie op til Hammesö.
Ja, baronen, Ohlendorf, købte i 1890 Sæneagrene, neden for Hammerknuden, af brødrene Dam i Allinge og søgte staten om tilladelse til at anlægge en udskibningshavn.
Det fik han tilladelse til, mod at han betalte en årlig afgifte til Allinge Havn, som ellers var udskibningshavn for granitten.
1891-92 anlagdes så ”Sænehavnen” eller ”Hammerhavnen”, og samtidig omdannede baronen stenværket til et aktieselskab ”A/S Bornholms Granitværk” med en dansk bestyrelse.
I de første par år gik Værkets produktion til bygning af den nye udskibningshavn, ”Sænehavnen”. Men da den var færdig, sejledes derfra sten til bygning af Kielerkanalen.
Efter en strejke i 1902 ophørte al finstenshuggeri på værket og der fremstilledes udelukkende brosten;
Silfverberg:
Den arbejdskonflikt i 1902 var en hård prøve.
Vi havde opsagt vores overenskomst med krav om 10% forhøjelse.
Man nægtede simpelt hen at ville forhandle med os og stillede et modkrav om
10% reducering af priskuranten. Det blev til strejke. Trods gentagne forsøg på at få konflikten bilagt, mislykkedes det hver gang, og striden trak i langdrag.
Den varede i næsten 11 måneder.
Vores strejkekasse blev ret hurtigt tømt. Det så til sidst traurigt ud i vore hjem.
Alt gik på lånekontoret, ja selv vores gifte- og forlovelsesringe. Og det var ikke alt vi fik løst hjem igen.
Det personlige forbrug blev sat ned til sultegrænsen.
Vi hentede gammelt rugbrød på brødfabrikken
til halv pris, og mælk kunne købes i løst mål ved bondemandens vogn.
Men det blev så forbudt. Vi måtte slutte strejken og gå ind på 10% reducering af priskuranten.
Det gav harme og utilfredshed mellem kollegerne.
Det varede længe før stenhuggerne fik rettet op på deres hjem igen, og man så i stenhuggermesteren kun en fjende.
En egoist som ikke undte sine arbejdere det nødvendige til livets ophold.
Som sagt, bagefter var det slut med finstenshuggeri.
Nu fremstilledes udelukkende brosten og skærver; hovedparten exporteredes til Tyskland, hvortil der næsten daglig afgik skib.
Frem til 1. verdenskrig, hvor Tyskland blev fjenden og ophørte som eksportmarked. Efter krigen var der stor efterspørgsel på skærver, og knuseriet over havnen bliver værkets vigtigste anlæg.
Der produceres stadig brosten men ikke i tilsvarende mængder.
Asfalten tager over til reparation af Europas sønderbombede gader og veje.
Men dette kræver skærver. Ligesom den stigende brug af beton i anlæg og byggeri kræver skærver.
Staten som tilbagekøbte Hammerknuden og Hammerhavn allerede ved verdenskrigens udbrud i 1914,
udlejede nu arealet til et dansk firma, Møller og Handberg, som i slutningen af 20’erne opfører en moderne skærvefabrik. Knuseriet lå ikke længere på havnen, men oppe ved selve bruddet. Ved brolægningen hvor du var lige før.
Hammerhavnen var nu slet og ret oplagringsplads for skærver.
Skærverne transporteredes fra knuseriet til havnen med tipvogne, mens turen fra havnen og ud til skibene skete på et transportbånd langs ad molen.
Efter 2. verdenskrig blev Hammerhavn, ud over at være udskibningshavn for granitskærver også passager-trafikhavn.
Herfra sejlede motorskibet Østbornholm til København.
Det var travle tider i Hammerhavnen.
Nu kommer her kun sejlere og turister.
Vi håber I har haft en spændende tur.
Husk Moseløkkens Stenbrudsmuseum, som er nummer 8 på kortet.
Der kan du få syn for sagn, som man sagde engang.
Der kan du se og prøve, det du nu har hørt om.