Granit Eventyret Hammeren
TilbageHammer Fyr
Der blev produceret andet end brosten og skærver på Hammeren. Fyrtårne for eksempel. Mange af dem. På Dueodde, på Lodbjerg, på Skjoldnæs og nordre Røn, ved Læsø, i Øresund, på Ærø og på Nolsø, som er en af Færøerne.
Det var en murermester dengang, han byggede rådhuse, herregårde, præstegårde, teglværker, kirker og sygehuse; Marmorkirken, Holmens Bro, Højbro og Kokkedal Slot - og fyrtårne.
Se lige ordentlig på det.
Til sådan et fyrtårn brugte man sokkelsten, sokkelprofil, gelændersokkel, trappesten, båndgesimser, sålbænke og buede byggesten. Til sygehuse, slotte og rådhuse brugte man også portpiller, pighuggede hængeplatter til hovedgesims, balkoner, balustrader og rendestensbunde. Alt sammen i granit eller sandsten. Wienberg, som murermesteren hed, havde lejet et granitbrud på Hammeren og et sandstensbrud på Øland.
Sandsten fra Øland og finhugget granit fra Mohrs værk på Hammeren formede fundamenter, gesimser og sålbænke på slotte, i kirker og under broer i de store byer. Og her til Mohrs værk, som Wienberg ejede, kom i 1877 en svensk stenhugger fra Kristianobel. En mand som kunne sit kram.
Silfverberg:
Formanden den gamle Mohr var meget sympatisk. Men det kunne ikke siges om stenværksejeren Wiberg. Vi kunne få stå i timevis uden for kontoret og vente på vores aflønning.
Javel ja - men han fik travlt, stenhuggeren fra Kristianobel, med at hugge grundsten til Charlottenborg, fundamentsten til Den russiske Kirke og Marmorkirken, Springvandskummen på Frederiksborg Slot, Dueodde fyr og Dronning Louises Bro. Han blev vant til arbejde, som skulle se ordentligt ud.
Han vidste hvad han kunne og blev aldrig bleg. Indtil elefanterne dukkede op.
Ja, de siger det var brygger Jacobsen, som lavede elefanterne. OK, han fik ideen. Han havde set en elefant i Rom med en obelisk på ryggen og så de to i Frelser kirke, som bærer orglet. Sådan nogle ville han gerne have i porten til sit bryggeri, Carlsberg. Portbygningens arkitekt, som hed Dahlerup, tegnede måske elefanterne, og en billedhugger, som boede i Valby, modellerede nok modellen.
Men der var jo nogle som skulle hugge dem, elefanterne, i granit. Og det blev stenhuggeren fra Kristianobel, Johan Peter Appel Andersson. Og hans sjak. Jo, nu fik han sved på panden, men det var også sommer, og sol over huggebanen ved Kæmpestranden. Langt ind i efteråret huggede de elefanter. At det ikke var en døbefont, eller engle eller søjler, som han senere huggede i baner til Nationelmuseet - men fire elefanter i porten ind til Carlsbergs Bryggerier, det var et tegn på nye tider.
Johan Peter Appel Andersson hed han manden, som kom fra Sverige og hamrede elefanten granitfast til den danske øl. Andre huggede med ham, han var mester. Og året var 1899.
Elefanterne og søjlerne ved Nationalmuseet blev hugget i granit fra Moseløkken Stenbrud. Her stod den fineste granit. Her hentede man blok, når det virkelig gjaldt. Det gør man stadig. Og på museet, som ligger på kanten af bruddet kan du se det. Og selv prøve at hugge Moseløkkegranit.