Granit Eventyret Hammeren

Tilbage

Krystalsøen

Sellberg:
Her er en masse klipper paa Bornholm, men der er ikke mange stæder at man kan bruge klipperne uden til skærver. Man skal kunde kile stenen ud til skiver efter maal

Hvis man vil lave brosten

Sellberg:
Ja, og vi maa altid rætte os efter klyv og svaldaaren [andre former for revner, flækker eller årer i stenen]. svaldaaren liger vandret. Det er lit forskelligt. Somme stæder liger aarene mere paa skraa og klyven er aarer der gaar i Syd og nord. Hvad di er kommet af har jeg aldrig videnskaben talt om. Jeg har hört at klipperne vokser. Om det passer ved jeg ikke, man ser ikke aarene lige godt overalt.


Silfverberg:
… I gamle dage sprængte man stenen med krudt. Det var forbundet med ret stor risiko. Man kom ofte til at klemme fængtråden over, når man pakkede forladningen. Og når man så borede skuddet op, skete det at borejernet slog gnist nede i krudtladningen, og skuddet gik op. Min far bar mærker at et sådant skud i hele sit ansigt. Jeg selv er sluppet helskindet fra det. Nu er det strengt forbudt at bore de klikkede skud op…


Sprængningerne har stenhugger Gustav Gummesen engang beskrevet.
Den får du lige her:

Man begyndte med at lave et borehul, hvor krudtet til sprængningen skulle anbringes.
I starten brugte man korte bor, spätbor; men efterhånden som hullet blev dybere, anvendte man længere og længere bor, helt op til 6 fod, som er næsten 2 meter.
Disse længste hed tommebor og brugtes kun til meget store klippestykker.
Borene var ottekantede og desuden stjernespidsede i den ene ende, og boringen foregik på den måde, at én mand holdt boret og drejede det mellem hvert slag, mens to andre skiftevis slog.
Til de små bor anvendtes klaphammeren, der vejede halvanden kilo, de store bor blev slået i med borehammeren, en 6 kilo tung hammer med et langt skaft – det gjaldt om at ramme rigtigt, da det ellers gik ud over arbejdskammeratens hænder.
Det enkelte bor kunne kun hugges 50 cm ned, så var det sløvt og måtte udskiftes, selv om det var af stål.


Sellberg:
Naar vi havde skut en stenblok ud da skulde vi kile den i stykker til brosten, naar en brosten er fra tolv til femten centimeter bred da maalte vi ud paa bloken (og spids så lige ører), da maalte vi ud paa bloken hundrede og tyve centemeter. det var otte gange femte, næste gang kilede vi tres tres centemeter men vi kilede ogsaa hvor höje Brostenen skulde være. det var almendeligt atten til tyve centemeter.
Naar vi nu havde kilet en blok igenem paa tres centemeter til breden da kilede vi højden paa fire gange atten centtemeter det blev tooghalvfjers, næste gang kilede vi höjden som var tooghalvfjers mit igenem det blev seksogtredeve centemeter og næste gang vi kiler højden da bliver saadant at vi faar skiver som er atten centtemeter tyk og tredve centemeter tyk.
(OK? Og??) Nu kiler vi altid höjden paa borst og breden paa svalen for stenen har sval klyv og borst.


Silfverberg:
Stenhuggerne havde frit værktøj. I årene før århundredskiftet var spidsmejslen ikke så almindelig skattet, som den blev, måske mere det ene sted end det andet. På Bornholm var det nogle tilrejsende italienske stenhuggere, som lærte os at bruge dette værktøj til fuldkommenhed. Deres måde at bruge såvel hammer som mejsel på var forbløffende. Skal et navn nævnes i den forbindelse så skal det være Vingiolla.

Sellberg:
De ku hug, italienerne, men som de dog frøs. De plejede at sige her var 8 måneder vinter og 4 måneder koldt. Men før mejsler da brugte vi hammere som vi kalte pikkerte. Det var lige som en hakke spits i begge ender. Den förste hakke kalte vi for en bröster. Det var til at begynde at hugge kilhullet med, og efter den havde vi en mindre hakke som vi kalte mellemhugger og efter den havde vi en oprenser, vi huggede huller med,


di skal være vante til at hugge saadanne kilhuller for vi har kiler af staal og vi stiller et jernblik som vi stiller paa hver side i kilhullet og saa kommer kilen som vi slaar ned med en större hammer og saadant kan man flække meget store blok, men der skal jo mange huller til naar det er store stenblok. Men det er væl halvtreds Aar siden.

Klyv, svald og borst. Spätbor og tommebor, klaphammer, borehammer, spidsmejsel og pikkerter? Vil du se det. Rigtigt. Det kan du på Moseløkken. Stenbrudsmuseet.

Når du passerer søen deler stien sig. Fortsæt ligeud. Så deler den sig igen. Du har en enebusk for fødderne. Hvordan er det nu lige sådan en ser ud? Og du kan se fire gule mærker på én gang. Uanset hvilken sti, du nu vælger vil, kan du til venstre for stien finde en blok med tydelige mærker efter håndgjorte kilehuller og borehul. Hvis du altså har øjnene med dig.


NATUREN

På dette sted, der er iskoldt og forblæst om vinteren, men stegende hedt om sommeren, er det ikke let for plante at vokse i den smule jord, der er blæst op i sprækkerne mellem klipperne.
Men på stenene findes der laver i mange farver, der ser ud til at trives. Laver er i stand til at leve på de rå klipper, fordi de kan nøjes med den næring de får med støv og regn fra luften! Laver er en dobbeltorganisme, hvor der både er en svampepartner, og millioner af alger.

Algerne er de hårdtarbejdende forsørgere, der omdanner luftens støv til sukker ved hjælp af solens energi. Svampen er algernes beskytter, især mod solens udtørrende stråler. Nogle laver er bedre til andre til at beskytte, og her på dette sted med det barske klima, findes der en lav, der hører til blandt de mest barske, der kan vokse i arktiske egne, og langt op af de højeste bjerge. Det er Rhizocarpon geographicum, eller gulgrøn landkortlav, som vi kalder den på dansk.

Den blev valgt af Europæisk rumforskningsinstitut til at rejse en tur ud i rummet, på ydersiden af raketten, uden beskyttelse, for at se om der var noget liv på jorden, der kunne klare en sådan tur. Efter 2 uger på ydersiden af raketten, med vakuum, UV-stråling, ekstremt svingende temperaturer, og kosmisk stråling kom laven ned på jorden, og blev undersøgt af videnskabsfolk. De kunne konkludere at laven var fuld levedygtig, og ikke så ud til at bære præg af turen. Gulgrøn landkortlav finder du mange steder på klipperne ved Krystalsøen, den er gulgrøn, med sorte pletter, og hvis de vokser sig meget store kommer de til at ligne et landkort.

www.brk.dk