Vang

Det er muligt at hente en kml fil (til Google Earth og Google Maps) ellers en gpx fil (til Garmin, TomTom, Magellan, Lowrance, Delorme m. fl.)
I disse findes eksakte angivelser med koordinater til neden angivne sted. (Kort)

 

Værkstederne
Vi er højt oppe og kommer langt ned. Det er Ringe. Bakkerne. Vi kan se langt. Havet og skoven og klippen. Ovre på den anden side af hullet begynder Himalaya. Hullet. Det ser ud, som havde nogen flået store stykker ud af bakkerne og taget dem med sig. Trolde gør sådan noget. Og købmænd. Det var ingen trold her. Der ville bygge dæmning ind til land, hvor hendes kæreste var. Nej. Industrien var her forbi.
Her på pladsen lå værksteder, som ideligt reparerede værktøjet. Holdt det ved lige. Når det blev skævt. Maskinerne til brydning af klippen og kvasen den helt ind til skærver. I forskellige ens størrelser. Til under asfalt, i tunneller og bygningsbeton. Broer og havne. Det var hårdt arbejde at knuse stenen. Værktøjet krævede vældige kræfter og blev hurtigt slidt mod klippen. Værkstedet tog sig af det.
Her står sådan en grab til at flytte blokke med, hydraulisk med olietryk. Et hjul fra en gummiged ligger her og andet skrot. Solidt selv i døden. Lidt herfra en bunke rustent skrot. Nogen har fortalt mig, at den er fisket op af havet herude og slæbt helt herop. Et industriminde.

Hullet
Der ligger de efterladte bunker af produkter fra Vang Granit. Skærverne, blokkene og melet. Klippen er sprunget væk i flere etager, pal, som er 20 meter høje. Et brag sendte nær 30.000 tons ned på én gang. De største stykker blev sprængt igen.
Med sikkerhedssprængstof.
Det er ærgerligt vi ikke kan komme længere ind end til de første bunker. Men her bor en vandrefalk, som er bange for os. Efter den har set, hvor store huller vi kan lave. Til ros og skærver. Til Tyskland og til Storebælt. Sprogø. En bro og en tunnel.

Nevadaklippen
Dér står en klippe. En tung kulisse til en western vi så engang på 1. række midt for eller med fjernbetjening. Den var der altid klippen, men Nevadaformen den er sprængt frem med dynamit. Hvorfor står den der endnu. Nogen fortalte mig at det var en bølgebryder. Støjbølgebryder. Så  bulderet fra stenknusere og brag fra sprængninger blev brudt og løb hver sin vej omkring Vang.
En anden fortalte, det var en handel. Man fik dispensation fra fredning et andet sted mod til gengæld at frede Nevadaklippen. Bytte bytte købmand. Det nok bare historier, som nu er fortalt videre.Vis blomsterne respekt. Lad være med at træde på dem. Selv de mindste. Se hvor smukke de er. Og træd varsomt.

Kontoret
Dér lå kontoret, eller stod, for det var en træbarak med paptag. Her lavede de papir, eller ikke papir, det fik de, men de lavede papiret til papirer. Om mængder af sten, ansattes løn, indkøb og udgift, skatter og moms.Et andet ly for vind og vand var frokoststuen. Den lå ved værkstederne på kanten af pladsen. Da det kørte bedst med skærverne i 90erne var der måske 30 mand i bruddet. I to skift selvfølgelig, men måske 10 mand, til kaffe kvart i seks, efter man havde tændt maskinerne. Der var nogle som borede, nogle som sprængte, nogen som læssede, nogen som kørte og ham som vejede.
I frokoststuen spiste de også sammen. Gik de mon ud, når de røg? Midt i 90erne? Hvad snakkede de om? VM i fodbold eller Estonias forlis? Serbiens belejring af Sarajevo, valget af Nelson Mandela til præsident i Sydafrika. Eller fra Mols til Skagen i Melodigrandprix? De havde ikke mobiltelefoner. De havde ikke mobiltelefoner. Skulle man ringe, måtte man ned på kontoret og låne telefonen. TV om aftenen. Hvis man ikke var på aftenholdet og knuste sten. 3 et halvt tusind tons om dagen. Bragt væk og faktureret. Fak, fak,Tempo, tak.
En sommeraften holdt man fest her ved kontoret.  Man havde grillet. Engangsgriller. Nogen sparkede en ind under barakken efter festen.  God fest. Men næste morgen var kontoret væk. Grillet til grunden.

Vægten
Stenene blev solgt i tons. Hvert eneste læs, som kørtes ud på store vogne, skulle over vægten. Afregnes. En solid vægt den her. Ingen aner mere, hvor mange tons den har vejet. Millioner.
Korridoren i klippen lige før vægten er sprængt ind der for at få et sted at lægge den stenmel, som knuserne lavede. Store bunker. Fyldte meget, men solgte skidt.
Over for vægten, helt oppe på kanten, lå kraftværket. Fire kæmpestore dieselmotorer fra Henchel i Tyskland. Østkraft så skævt til de motorer. Selvforsyningen. Men mus krøb i de tre som hvilede hver nat. Det tålte de ikke, så problemet løste sig selv. Man måtte ty til Østkraft.Længere nede ad vejen hænger en betonkælder højt oppe på klippen. Man kan gå op i den kælder.

Sorteringskælderen
Lidt uhyggeligt derinde. En tung kulisse til en gangsterfilm vi så engang på første række midtfor eller i fjernsynet. Forestil dig larmen, når man åbnede en rist og lod sten fra bunker ovenpå vælte ned gennem sier og rystere til transportbånd, der tog dem tilbage til knuserne eller frem til store siloer.
Gå igennem kælderen til trappen. Du kan komme ud ovenpå. Find en sten og sæt dig ned. I solen eller regnen. Kæmpeklippen derude er Nevada bagfra. Den er fredet. Du kan også gå længere ind imod dén, og møde Mossestenen. Den er stor. Men lige hér, ovenpå kælderen, lå bunkerne som rullede ned i sierne og på båndet til siloer eller knusere hér foran kælderen, højere oppe. Dét som kælderen lå i er væk. Der er 20 meter ned nu. Men på det sted stod de store siloer, hvor skærverne samledes. Under siloerne løb et andet transportbånd ud over klippen og havet på en høj bro, som svævede på fem pontoner. Skærverne løb lige ned i skibene. Men i høj sø var det svært. Og farligt.
Den bro havnede i Norge. Niels solgte den til en smed, som solgte den til en købmand, som solgte den i Norge.

Pieren
Der var en dreng, som hed Niels. Han var søn af en Ernst, Petersen, som havde flere stenbrud. Da Niels en dag var med sin far i Vang, så han dem køre sten væk over land til Hasle eller med transportbånd ud til skibe, som lå uden havn under båndets tre tynde tårne. Når bølgerne gik højt, var det næsten umuligt. Den dag indså Niels, at klippen skulle væk, sprænges ud til havet, og stenen køres den vej bort. Tippes fra en mole hvor både kunne bindes fast.
Niels sagde det ikke til nogen, men 40 år senere sprængte han selv slugten og byggede molen. Sludder. Det satte han folk til. Men det var ikke let, for klippen var rådden.
Dog det gjaldt stenene til Storebæltsforbindelsen, så slugten blev sprængt. Store jernpramme lå ved molen her og blev under bulder og brag lastet med blokke af granit eller mere susende med skærver. Dag ud og dag ind. For Storebæltsforbindelsen er stor. Sprogø Vang. Vang Sprogø.
Halen på molen, som slynger sig kækt ud i havet, kom først til sidst. Efter Murens fald. Hvilken mur? Berlinmuren, som skilte Tyskland i to. Et Øst og et Vest. Efter Murens fald kunne vi sælge skærver til opdatering af østtyske veje og fabrikker. Pramme var ikke længere nok. Skibe skulle der til. Større dybde og en ydermole. Men det blev aldrig helt stort. 900.000 tons om året da det kørte. Men det kørte ikke særlig længe. Markedet svingede dér, og hér gik kampen om miljøet for alvor i gang. Nu er pieren overgået til rekreative formål. Og til minde om dengang industrien lagde vejen forbi.

Vang Havn
Det var her, det hele startede. Her stod stenhuggere i lange baner og huggede sten. Brosten og kantsten, sålbænke, karme, gesimser og søjler. En tipvognsbane løb langs stranden helt ud til Klondyke, hvor de sprængte stenen ud. To gange skylledes det spor bort af stormflod, før man bøjede sig og trak stenen over bakken forbi vandmøllen.
Hovedbanen, Rådhuset i København og Christiansborg huggede de sten til. Og lastede dem på skibe med sejl hér i havnen. Så havde man da andet end fisken at leve af.
Det står en samling sten på havnen, Fejlslags kirkegård, hvor du kan se, hvad de kunne. De sten står her endnu, fordi noget gik galt. Find selv fejlen hvis du kan.

Almeløkken
Dér stod en mega-monsterstor maskine, som åd sig gennem bjerget. Kvaste det larmende til skærver, mens melet stod den om munden. Hér hvor du står kørte tonstunge lastbiler tonstunge blokke af granit ud til kanten og hældte dem i knuserens gab. Forbrækkere, mellemknusere, pralmøller og sold. Den var boltet til klippen, knuseren, mange meter ind, fastholdt. Og dog rystede den. Før den var en mindre. Lidt længere omad bakken, og før den en mindre endnu. Den blev fodret med hånden. Men den sidste, monsteret, kom først sent. I 1991.
Politikere, embedsmænd, konsulenter havde overvejet, om ikke vi kunne levere skærver til forventede anlægarbejder i tidligere østtyskland. Jo, Superfos ville kunne i Vang Stenbrud, med Almeløkken. For det her hul hedder Almeløkken. Og her kunne klippeknuseren stå og lægge sine skærver fra sig i vældige bunker på jorden. 900.000 tons på et år. Her var god plads til transportbånd. Knusertarme.
Nu er den væk. Har borte taget den? Nej den blev solgt og købt. Og boltet til en klippe et andet sted i Polen nær grænsen til Tjekkiet.
Hør frøerne hvis det er sommer, eller stilheden hvis det er vinter, eller regnen på søen.  

Tekst Jan Cirkola http://www.lytterrytter.dk