Stenhuggerne organiserede sig allerede fra 1884 i København, samme år i øvrigt som i Norge og to år før de svenske stenhuggere. Rundt omkring ved granitbrydningsstederne i de tre lande opstod så lokale fagforeninger, men kun en fik varigt liv: ”Granithuggernes Fagforening for Allinge og Sandvig”. De andre måtte igennem flere omdannelser før de fandt varigt fodfæste.
Stenhuggerne på Bornholm dannede deres første fagforening i 1886 – ”Kløver- og Brostens-huggernes Fagforening for Sandvig”, i 1887 ”Granithuggernes Fagforening for Allinge og Sandvig 1887. Den første strejke på Bornholm var angiveligt i netop dette forbund 1890. Men i et lille samfund som det nordbornholmske var det ikke let at få en fagforening til at slå igennem. Arbejdsgiveren erfarede hurtigt, at man var i fagforening, og kunne give en ”en kat” – fyresedlen. I 1897 dannedes ”Dansk Stenindustriarbejderforbund”.
Stenhuggerkongres 1944
I alle de skandinaviske lande forsøgte arbejderne at etablere produktionskollektiver eller egentlige kooperative virksomheder. Det lå ikke fjernt for de bornholmske stenhuggere, eftersom man netop var vant til at arbejde sammen i mindre grupper om brydningen. Det afgørende for at få det op på et kooperativt plan var, om det kunne lykkes at få det op i stor skala og organisere salg og transport. Især organiseringen af salget var vanskeligt, og man måtte ofte sælge til de store stenhuggerier, i stedet for direkte til markedet. Under Lockouten i 1925 begyndte ca. 20 brostensarbejdere fra Nordbornholm et kooperativt Foretagende til fremstilling og salg af brosten under navnet ”Brostenshuggernes kooperative sammenslutning”. Bruddet lå ved Dalegård i Olsker. Det samme skete i Lobbæk i 1926-27. Dalegårdsbruddet blev efter Anden Verdenskrig solgt til Hasle Granit.
Lyngholdt stenbrud
I 1902 var der en stor strejke, som var en udløber af strejke i den svenske stenindustri om prissætning. Arbejdsgiverne forlangte 10-12 % lønnedgang. Mange arbejdere tog til Sverige for at søge arbejde under strejken, der varede seks måneder. Stenhuggeren valgte at acceptere arbejdsgivernes vilkår og tabte derfor strejken. De havde ikke råd til at holde ud. Efter denne tid var det mere eller mindre slut med det fine huggearbejde ved Hammerværket.
Dansk Stenarbejderforbund talte i 1908 350 medlemmer i 10 afdelinger og 1910 i alt 432 i 13 afdelinger, hvilket betød at der var tilbagegang i de nordbornholmske afdelinger. Dette forklares med nedgang i byggeriet samt at medlemmerne faldt fra, så snart de havde fået en ny priskurant på plads. I kampens hede bakkede man op, men interessen svigtede da behovet faldt.
