Natur bliver til industri
I 1872 oplevede Danmark århundredets største stormflod. Som kompensation for tabene efter stormen på Nordbornholm overdrog staten i 1873 Hammerknuden til Allinge-Sandvig Kommune. Området skulle udlejes til græsning af får og sikre indtægt til kommunen. Kommunen solgte dog området videre til en tysk grosserer Martens for 16.000 rdl. Pengene gik til udbedringer af Allinge Havn efter stormens ødelæggelser.
Nu startede brydning af sten i området midt for Hammersøen. Stenene blev udskibet via Allinge Havn, det var en del af aftalen med Kommunen.
I 1891 købte den tyske grossist Heinrich von Ohlendorff, svoger til Martens, virksomheden for 40.000 kr. Med en af danske industris helt store personer C. F: Tiegten som mellemmand/topfigur dannede Von Ohlensdorff Aktieselskabet Bornholms Granitværk. Aktiekapitalen var 600.000 kr. Flere store topledere i dansk erhvervsliv var involveret.
Stenbanen
I de følgende årtier voksede værket og blev en storindustri, med både lokal og tysk/svensk/italiensk arbejdskraft. Med ny teknologi og med afhængighed af ikke bare det danske men også internationale markeder. Sæne Havn (Hammerhavnen) blev fast udskibningssted.
Vejerboden på kajen ved havnen.
Tipvognene var i brug efter 1920 og indtil transportbåndene kom.
I skuret vejeren August Nielsen, i en periode formand for brostenshuggerne i Allinge.
Allerede ved starten var der skepsis til stordrift af granitbrydning ved Hammerknuden. Datidens Bornholm og Allinge-Sandvig området var et fisker/landbrugssamfund, da granitbrydningen tog fart, og det var ikke uden skepsis, man tog i mod industrisamfundet, der kom brasende med sin hale af arbejdere i kølvandet. Var virksomheden en fordel for Allinge Sandvig kommune? Ville arbejderne ved granitværket skabe pres på kommunen og øge behovet for skoler, fattighjælp mm?
Ved Hammerværket
Granitindustrien ændrede Nordbornholm fra at være et landbosamfund til et industrisamfund. Samtidig blomstrede turismen i området.
Samtidig med granitbrydning voksede turismen på Bornholm, primært på Nordbornholm. Her et gammelt postkort med Hammerværket som motiv. Tidsmæssigt efter 1900.
Værket på Hammerknuden havde skiftende ejere, navn og sine op og nedturer gennem dets levetid. I årene fra starten til lukningen i 1971 var der mellem 300 – 1000 medarbejdere (der huserer også langt større tal). Omkring virksomheden voksende byerne Sandvig og Allinge, svenske, italienske stenhuggere satte deres præg på den tekniske udvikling, på byerne, på sproget! Ligesom nedgangtider og lukning i 1971 gjorde det.
[pullquote]Citat: Dansk Stenindustriarbejderforbunds Fagblad 1970
“Det er simpelthen en katastrofe for både de ansatte og også for vores kommune, hvis disse 2 virksomheder skal komme til at ligge øde hen. Vi får mange arbejdsløse, vel i alt ca. 50 mand, som ingen muligheder har for at blive placeret i andre erhverv. Grønne områder kan lønmodtagere imidlertid ikke leve af, og derfor må og skal der gøres noget effektivt for at bevare så mange arbejdspladser som muligt her på Bornholm.”[/pullquote]
