At bryde sten var for mange et sæsonarbejde ved siden af landbrug, fiskeri eller andet. Mange små private stenbrud havde aftale med en køber om et fastlagt antal sten, typisk til vejbelægning. Køberen solgte og skibede stenene videre ud i Verden.
Fra 1971
På Hammerværket var meget arbejde også sæsonarbejde. Det betød, at mange ikke nødvendigvis boede i området fast. Enten gik man over store afstande hver dag, eller slog sig ned i sommerhalvåret for kun at vende hjem lørdag aften til søndag aften. Nogle havde et skur ved bruddet de i løbet af ugen sov i eller søgte ly i, når det var dårligt vejr.
[pullquote]Citat: Gottfred Sellberg (1881-1959) stenhugger v. Bornholms Granitværk
”Om Sommeren naar det var rigtigt varmt Solen bagede paa klipperne da var det saa varmt at man pintes af varme. Om Vinteren i frost og sne var endnu værre, får at kunde tjene naaget ved at hugge sten skal man have klipper at tage af som er fri for flav [revner] og fjæltspat.”[/pullquote]
Fine herrer i Moseløkken
Visse stenarbejder kunne dog foregå hele året, ikke mindst da man fik overdækkede huggehuse og faldhamrer. Senere større produktionsanlæg. Arbejdstiden svingede meget med årstiden. Arbejdet var præget af en meget stor mobilitet og løse ansættelsesforhold. De stigende konjunkturer gav ikke nødvendigvis en stabil indtægt fordi man var afhængig af ordrer til konkrete byggerier. Gadestensproduktionen var langt mere stabil indtil asfalt-bølgen rullede fra ca. 1930.
