Sten, Mennesker og Maskiner
Granit hård, uforanderlig natur. Og så IKKE – på Bornholm har brydningen af granit fra 1800tallet og frem til i dag været med til at forandre landskaber, samfund og mennesker. Granit fra Bornholm går du på (brosten), du kører på det (Storebæltsbroen) og du ser det (elefanterne på Carlsberg)
I 1820erne brød nogle hyrede svenske stenhuggere granit v. Knudsker, tæt på Rønne. Leverancen gik til Trekronerfortet ved København. I 1873 blev ”De forenede Granitbrud og Stenhuggerier” dannet i Rønne. Her brød man sten til Christiansborg, Holmens Bro og flere tyske byer.
Granit blev brudt mange steder på Bornholm. De fleste stenbrud var små. Mange dannet af et par mænd i fælleskab. Det er dog Hammerknuden v. Sandvig og den store granitindustri, der er udgangspunktet her. En historie om spillet mellem mennesker og natur. Om både menneskers og naturens luner. En historie der spænder fra slutningen af 1800tallet til værkets lukning i 1971.

Stemning fra Hammerværket 1970erne.
Granit brydes i dag i Moseløkken, tæt ved det gamle Hammerværk og ved Rønne. Omkring 50 personer er beskæftiget her. I Vang blev der brudt granit helt til slutningen af 1990erne. Brydningen ophørte efter leverancen af sten til Storebæltsforbindelsen.