Forsiden

Undervisningsmateriale:
DBJ
Rejseliv


Udstillingstekster:
DBJ
Rejseliv

Om DBJ´s historie

PDF-filer af alle tekster

 

 

Links:
DBJ
Dansk Jernbanemuseum
Gudhjem Museum

Information til lærerne om udstillingen
turisme og rejseliv i forbindelse med DBJ - De Bornholmske Jernbaner

De første bornholmere var "turister"! De kom til øen om foråret for at jage ren og elg. Når efteråret blev for koldt, drog de tilbage til det europæiske fastland. Det var i jægerstenalderen.

Allerede fra slutningen af 1800tallet har Bornholm været en turistø. De fleste turister var tyskere. Mange ankom via Rønne og måtte transporteres med hestevogn til Nordbornholm, hvor de fleste turister tog hen. Med toget fik de en komfortabel og hurtigere transport til feriestedet.

Også bornholmere brugte jernbanen, når de skulle på tur. Ikke mindst banen ind til Almindingen var populær i sommermånederne.

Udstillingen om turisme og rejseliv lægger op til at arbejde med fortid og nutid, lighedspunkter og forskelle. Mange ting er genkendelige, men måske lidt anderledes...

Her er nogle forslag til emner at arbejde med i forbindelse med udstillingen og undervisningen i skolen.

* transport
* rejsende/turister
* rejsebøger
* hotelliv
* souvenirs

Transport
Som i dag er transporten til og fra Bornholm altafgørende for turisterhvervet. Udstillingen fortæller om skibsforbindelser, fra uregelmæssig kontakt mellem Bornholm og resten af Danmark, da der kun var sejlskibe, til den første regelmæssige skibsfart med dampskibene fra 1860erne. I 1939 kom det første rutefly.

Turisterne skal kunne komme rundt. Udstillingen handler bl.a. om ukomfortable rejser med postvognen (hestevogn) til togdrift. I dag er cyklen et populært transportmiddel. Udstillingen viser to velociopeder eller dræsiner fra cyklens tidligste barndom.

Rejsende
Turisterne skulle, som i dag, have det rigtige udstyr med. Udstillingen viser sommertøj anno slutningen af 1800tallet, kufferter og rejsetasker.

Rejsebøger
Allerede tidligt udkom der bøger til den rejsende om Bornholm, både på dansk og tysk. De fokuserede klipperne og Hammershus. I udstillingen findes en del af dem. Udstillingen viser også anden former for turistmateriale, fra hoteller, skibstrafikken m.fl.

Hotelliv
De første turister boede på hoteller og pensionater, først efter Anden Verdenskrig blev campingliv og sommerhuse almindelige. Hoteller og pensionater reklamerede og søgte på helt traditionel vis at kamre kunder ved at fortælle om sin egen fortræffelighed. Museet har mange ting fra Hotel Hammershus, flere af disse er udstillet.

Souvenirs
Som på alle andre turiststeder har der også på Bornholm været et stort marked for turistsouvenirs. Udstillingen viser de klassiske af keramik og de senere tiders af plastik. Fra de unikke egnsbestemte til masseproduktion fra Østen.

Undervisning
Turisme før og nu. Hvorledes har turisme påvirket det omkringliggende samfund? Fysisk med bygninger, stier m.m., økonomisk (arbejdspladser, butikker m.m.) og mentalt. Sammenlign Bornholm med andre kendte øer eller steder.

Hvorfor rejser vi? Hvordan rejste man før i tiden, og hvordan i dag. (udstyr m.m.)

Rejseskildringer, rejseguider. F.eks. beretninger fra H.C. Andersen, Martin Andersen-Nexø eller Jules Verne "Jorden rundt på 80 dage" o.s.v.

Malerier m.m. fra rejser til udlandet bl.a. i slutningen af 1800tallet. F.eks. Kristian Zahrtmann.

Souvenirs og deres historie. Hvad fortæller de om stedet, hvor vi har købt dem, og hvad fortæller de om os!

Steder at besøge ude på øen
De mest besøgte turiststeder var også dengang: Hammershus, "Løvehovederne", Helligdomsklipperne og Døndalens vandfald m.fl. I det hele taget Nordbornholms klippekyster. Rundkirker og strandene på Sydbornholm blev først turistmål senere.

På Nordbornholm lå alle de store turisthoteller. Flere er væk nu, men der er stadigvæk nogle tilbage i Sandvig.

De store "turiststationer" var Rønne H, Allinge Station og Sandvig Station. Senere kom mange turister også på Christianshøj Trinbræt og Gudhjem Station.


Link
www.bornholminfo.dk


Litteratur
Bente Jensen artikler i
Bornholmske Samlinger række III 1992.
Bornholmske Samlinger række III 2002.

 

Turisme og rejseliv

Jesper Reinfeldts modeljernbane